5’te dagen i løbet var højdepunktet mht. terræn. Stævnepladsen lå for foden af Montagne Saint Victoire:
Formen var fin – vi havde løbet 3 sprintløb et natløb og et lang de foregående 4 dage. Nu skulle vi rigtig vise hvad vi duede til, vi havde nu fået en god fornemmelse for det Provencalske terræn og korttegning.
Det blev et ret hårdt løb, og det var der også “advaret” om:
“La course peut être dificile et eprouvante – “
– og så var der overhovedet ingen vædskeposter, det var 24 grader og stort set ingen skygge på banen.
Så vore lille puttebane på 3,7 km og 180 højde meter, blev hård. Jeg løb fra post 11 til post 13 uden at undre mig over problemerne med at finde det rigtige sted på skråningen. Christian løb fra post 7 til post 9 og til 10, før han opdagede at post 9 ikke var post 8, og måtte så 50 højde meter op op på skrænten – som ses over Christians hovede på billedet her over.
Mit Garmin 405 viser mine problemer (klik på kortet for større billede):
Jeg havde ellers løbet godt på resten af banen, og ville være blevet 3 med min tid, – (hvis og hvis og hvis) – jeg brugte 6 minutter på at komme hen til 13’eren, det skulle række til også at have taget 12’eren. ØV.
Men det var super at prøve det terræn, små stride buske på 40-100 cm og masser af løse klippestykker og grenstumper. Der havde været skovbrand på stedet i 1989. Formuldningen er nærmest ukendt begreb i det tørre terræn.
